Fisketur ved min biotop, sammen med "lystfisker" svigerfar og min ældste søn Lucas. Det var samtidig min debut som lystfisker...
Men en erfaren lystfisker tilstede, så gik der ikke lang tid før vi var igang og fik ret hurtigt den første fiks på krogen. Den første fisk vi fangede var en Rudskalle (Scardinius erythrophthalmus) hvilket senere viste sig at være den fisk der var lettest af fange i mosen.
Så fik jeg også fanget mine 2 første fisk nogensinde, først fangede jeg en Rudskalle og dernæst en aborre (Perca fluviatilis) og selvom de var små og skulle sættes ud igen, så var man trods alt lidt stolt.
Uden mad og drikke, så duer helten ikke. Så Lucas fik lidt småkager, vindruer og saft, og de voksne fik en kold pils. Mens vi slukkede tørsten, så fik vi besøg af denne frø, som var listet op til os uden vi havde lagt mærke til det.
Efter vores lille pause, så gik Lucas og svigerfar over på den anden side af mosen for at prøve lykken der. Ret hurtigt var der bid, så galt at fiskestangen nær var smuttet ud af hænderne på Lucas. Det viste sig at være en stor gedde (Esox lucius) på måske 2-3 kilo, men linen kunne ikke holde, så det eneste billede vi nåede at tage, var hvor den ligger og spræller i vandkanten. Heldigvis lykkedes det os at fange endnu en gedde senere, bare en "baby" gedde.
Her er et bedre billede af gedden, som ikke måtte komme ned i spanden til de små fisk, da den som rovfisk, bare ville stille sin sult i de noget mindre Rudskaller. Desuden er Gedden fredet i April måned, da de er her de søger ind på lavt vand og gyder.
Eftermiddagens fangst blev nøje undersøgt. Ialt fangede vi 10 Rudskaller, 1 stor Gedde, 1 baby gedde og en aborre på de par timer vi fiskede ved mosen. Alle fisk blev sat ud igen, da det er tidligt på sæsonen og derfor var fiskene ikke særligt store. Men det var en god oplevelse og hvis man fisker efter de små fisk som rudskaller og skaller, så er der gode chancer for fangst. At fiske efter rovfiskene, såsom aborre og gedder, kræver lidt mere, men det kan godt lade sig gøre.
Afslutningsvis, så fangede Lucas en Sej -en lyssej (Pollachius pollachius) som vi senere fik filleteret og stegt på panden, som en forret. Lucas var stolt over, at sidde og spise en fisk, som han selv havde fanget.
(fisken var dog ikke fanget i mosen, men nede ved Dyvig havn, Nordals)